120 Days
1.854 dage er gået, siden de fire Kristiansund-gutter udgav deres debut, hvis blanding af moderne krautrock og dansabel 80’er-electropop bragte dem til det übercoole amerikanske Vice Records og på international tour.
Succesen har givet nordmændene selvtillid til at skabe en mere stilren og konsekvent opfølger. Musikken er stadig repetitiv og skæv som Neu!, motorisk som Kraftwerk, men new wave-guitarerne er pillet ud, og hullet er i stedet fyldt ud med kosmisk house-synth, som vi kender det fra landsmanden Lindstrøm – bare hurtigere og hårdere.
Det demonstrerer åbningsnummeret ‘Spacedoubt’, som samtidig får Ådne Meisfjord til at skabe sig som Shaun Ryder fra dengang, han stadig optrådte med kemikalier i blodet. Men på den ti minutter lange, vokalløse opfølger ’Dahle Disco’ markeres en helt anden form for kompromisløshed. Den besidder en nærmest wienerklassisk stringent sangstruktur, der igen og igen vender tilbage til et gennemgående melodisk tema. Formsproget fra den klassiske musik fortsætter i ‘Lucid Dreams Part I-III’, som via tre satser elegant bringer lytteren fra psykedelisk drone, igennem electropop, til et hårdtpumpet technoinferno.
Herefter imploderer pladen i seks minutters klaustrofobisk ambient pop og genopbygges langsomt igennem den skizofrene ’Sunkissed’ for at slutte af med ‘Osaka’, der har samme electropop-kvaliteter som åbningsnummeret.
Albummet er konsekvent, modigt og alternativt opbygget. Men den hårde, introverte lyd vil få svært ved at klare sig ude af kontekst og i live-sammenhænge, hvorfor jeg vil benytte øjeblikket til at hylde helheden i denne yderst gennemtænkte og helstøbte toer.