Eloq

Så gik den ikke længere. Efter at have leveret den ene fremragende single eller ep efter den anden, taber danske Eloq pusten en smule på sit nyeste ep-udspil. Men selv om der er længere mellem de magiske øjeblikke, er der stadig guld at hente i den unge producers synthtunge udgave af post-dubstep.

Ep’ens højdepunkt er den housede ‘Shine’, der er en herligt slingrende og nonchalant party-basker, hvor beat og bas ligger en anelse skævt på hinanden. Derudover fungerer ep’en mere som et singleudspil for nummeret ‘Why Don’t You’, der også var at finde på Eloqs forrige ep ‘Galactic Neckbreaks’. Hele tre remix af forskellige internationale producere bliver det til. Og det er faktisk dem og deres meget forskelligartede take på ‘Why Don’t You’, der gør ep’en interessant.

Hvor Eloqs originale udspil ligger meget op ad skotterne Rustie og Hudson Mohawke, giver først Lazer Sword og dernæst Lucid hver deres mere technoide og tilbagelænede version af nummeret. Mørket, maskinerne og en snigende koldsved har her fortrængt originalens naive synth-legesyge. Helt anderledes er Norrits version, der splejser Detroit-techno-referencer med moderne up-tempo UK Funky-rytmer. Igen er vi et helt andet sted end originalen, dog har Norrit arvet lidt af Eloqs legende tilgang til stoffet.

Fire originale numre byder ep’en på. Og selv om den røde, musikalske tråd er tydelig, så fremstår ‘Starstruck’ og ‘Ms. Mysterious’ mest som mindre gode versioner af ‘Why Don’t You’. Som Eloqs samarbejde med Kidd viser, så mestrer han meget forskelligartede stilarter. Forhåbentlig kommer det i højere grad til udtryk på næste udspil.

Eloq. 'Mysterious'. Ep. Cheff/ArtPeople.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af