Drowner – dyster drømmepop på dybt vand

Den texanske duo Drowner bugserer på deres debut-ep lytteren med ud på dybt vand, til et sted, hvor horisonten udviskes og himmel og hav står i et – i en mørk Bermuda-trekant mellem dynamisk, svulmende postrock, støjende shoegazer og dagdrømmerdøsig dreampop.

Trommerne er mixet helt ud i havgusen og guitarerne svæver på en gåsedunspude af atmosfærisk rungende space echo i bedste Robin Guthrie-stil, mens Anna Bouchards smukke, fjerlette og ofte multitrackede sirenesang genkalder Elizabeth Fraser uden dog at være helt så egenartet og udskejende.

I det hele taget synes sammenligningerne med tidlig Cocteau Twins at være snublende nærliggende, og ja, nærmest alt for tæt på. Drowner redder skindet ved at være lidt løsere, mere jazzede og organiske omkring deres lyd. 'Wildflowers' og 'Never Go Away' flyder således nærmest helt ud i et brusende støjocean. De små, glitrende blink af marimba og xylofon i guitarorkanens øje på sidstnævnte nummer fuldender et billede af at være på dykketur i et mørkt spøgelsesskib med flænsede sejl, der kastes hid og did af undersøiske strømme med tordenrummel i distancen, mens Darren Emanuel på ep'ens tre andre, mere fokuserede numre iscenesætter Bouchard som en temperamentsfuld amazone med lyn i øjnene – et fint kontrapunkt til hendes englerøst.

Drowners største skavank er manglende originalitet, men ser man mellem fingre med, hvor meget parret lyder som et regulært Cocteau Twins-knockoff, er ep'en faktisk ganske overbevisende og skriger på at blive fulgt op med en rigtig albumdebut. Den er hermed skrevet på ønskesedlen.