Gauntlet Hair – forrygende helaftensforestilling

Rumklang, ekko og bankende beats har siden 'Merriweather Post Pavilion' været faste ingredienser i opskriften, når der skal laves eksperimenterende indiepop på den anden side af Atlanten, og denne Denver-baserede duos debut omfavner opskriften og tilføjer en gedigen omgang psykedelisk potens og støj.

Som et mystisk stykke Vibskov-klæde udfolder de ni støjperler sig konstant mod nye retninger, og fascinationsfaktoren er helt i top, når man går på opdagelse i deres storladende univers, der blander tunge trommemaskiner med akustiske stadiontrommer, ringende new wave-guitar med dystre, kældermørke basgange og skinger drengevokal og slutteligt giver hele lortet en tur i effekttørretumbleren, hvor der er skruet ekstra meget op for rumklangen og støjen.

Heldigvis er bundniveauet lige så højt som opfindsomheden, og det er ganske enkelt en fornøjelse at læne sig tilbage og blive ført ind i de finurlige kompositionsmæssige krumspring og lækre, medrivende melodier. Og selv om 'My Christ' faktisk lyder som Toro Y Moi, der er blevet sat til at producere stadionrock, og en melankolsk Joy Division-bas får en Panda Bear-overhaling på 'Shout In Tongues', overskygger referencerne aldrig Gauntlet Hairs eget udtryk. Et udtryk som er ekstremt skarpt skåret igennem de blot 34 debutminutter.

De ni støjperler bliver altså bundet sammen af en fin rød tråd, der konstant søger nye horisonter uden at glemme fundamentet. Af den grund, er det også svært at fremhæve enkelte skæringer som lysende stjerner, da denne plade uden tvivl egner sig bedre til en helaftensforestilling end som P3’s Uundgåelige.