The Migrant – omrejsende folkie i prægtige gevandter

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om den tidligere frontmand for The Elephants, Bjarke Bendtsen, er en doven skiderik. Men han hænger lidt fast i fortiden – i modsætning til hans tidligere guitarmakker i bandet, Martine Madsen, som gjorde rent bord og albumdebuterede sidste år med et rent dansksproget powerpop-projekt.

Således rummer hans andet album under pseudonymet The Migrant, som iøvrigt også stammer fra en Elephants-sang, to nyindspilninger af gamle elefant-efterladenskaber, i lighed med debuten, som også kannibaliserede albummet 'Take It!'. Tilgiveligt nok, for titelnummeret fra elefanternes svanesang samt åbneren 'Molehills' befinder sig fortrinligt i den nye albumkontekst, og 'Amerika' virker, trods rovet, ret helstøbt. Albummet er undfanget sammen med musikeren James Talambas i hans texanske hjemmestudie, og han er manden bag megen af den spraglede instrumentering på albummet.

 Han fortjener ros, for produktionen er pittoresk og bolsjeposen rummer sprudlende, prægtige arrangementer, som vrider tankerne omkring det transatlantiske samarbejde i retning af Sufjan Stevens med de viltre horn-ornamenteringer og strygerarrangementer ovenpå den omrejsende folkies ellers forholdsvis ukunstlede americana-sange. Skivens kronjuveler er klart det majestætiske hjertesuk '2811 California Street' samt 'It's Alright Heart', der elegant glider fra en begyndelse i enkelt folk-regi til et hvinende, afsluttende crescendo i guitarfeedback og -støj.

Til gengæld imploderer 'Don't Talk' fuldstændigt under vægten af et lignende kakofonisk skvalder, mens 'Why Two?' bliver liggende ugideligt på sofaen. Og når et album kun rummer ni numre, så kan to svipsere samt to stumper ellers glimrende lånegods godt koste topkarakteren.