The Foreign Resort

Det kan godt være, at vi måske på grund af drivhuseffekt og klimaændringer netop har oplevet den første sommerdag i oktober nogensinde, men DMI bør måske udsende varsel om overhængende risiko for frostsprængninger i øregangene, når danske The Foreign Resort med et lillebitte texansk pladeselskab i ryggen nu kimer efteråret og vinterens komme ind med denne selvbetitlede ep.

Forsanger Mikkel Borbjerg Jakobsens svulmende patosfyldte stemmeføring låner tydelige takter fra The Cures Robert Smith, mens den måde hvorpå de stormende shoegazeguitarer i changerende nuancer af midnatsblåt og ravnsort cirkler omkring et knusende tungt grundfjeld af synthesizere synes at være inspireret af vore skandinaviske venner – norske 120 Days.

Kontrasten mellem den gletsjerkølige distance i instrumenteringen, det maskinelle, baspulserende fundament og Jakobsens emotionelt ladede røst er en konstruktion, der understøtter de skyggemættede, velskrevne sange uhyre effektivt. Form og indhold går især op i en højere enhed på åbneren ‘Colleen’ og den fængende ‘Take a Walk’, som begge burde sendes afsted som krydsermissiler fulde af flydende kvælstof mod radiostationerne.

Bandet skvatter kun på et tidspunkt gennem det ellers så massive ispanser og er ved at drukne i koldt vand: Albummets mest simple nummer ‘Heart Breaks Down’ bliver lidt for sukkersødt til bandets ellers jernhårde ulve-på-patrulje-image. Det forrykker dog ikke for alvor helhedsindtrykket af et koldblodigt, solidt og brutalt brækjern af en ep, der virkelig bør pande døre ind for The Foreign Resort. De skal nok vokse sig store og sorte.