Wavves – skuldertræk og fuckfinger

24-årige Nathan Williams fortsætter sit flabede surfpunk-korstog mod at blive voksen på sin nye ep som Wavves. Her er en støjende og berusende Dinosaur Jr.-hyldest på ’Bug’ og en fjollet, men underholdende og iørefaldende, sang om et brændende ønske om at møde Dave Grohl – et Ritalin-drevet slacker-anthem, som Wavves laver dem bedst.

Om det skyldes hans udtalte fascination af hip-hop er ikke til at sige, men Nathan Williams har i hvert fald inviteret et par af vennerne med som gæster på ep’en. På den lidt sløve og drømmende ’Nodding Off’ er Best Coast med, mens Fucked Up giver en hånd på hardcore-pastichen ’Destroy’. Førstnævnte er fin melodiøs støjpop, mens sidstnævnte er lige på grænsen til det Andrew W.K.-platte.

’Life Sux’ indeholder også en halvkedelig, men solid, live-version af ’In the Sand’, og det atypisk indadvendte ’Pixies-møder-’Definitely Maybe’’-nummer, ’Poor Lenore’. Ep’ens sidste to numre er mere klassisk Wavves med fragmenterede tekster, der balancerer på grænsen mellem ligegyldighed og selvhad. »I’m wasting away in every way, I’m wasting my time all of the time», synger Williams eksempelvis på den korte og hidsige ’TV Luv Sung’, inden han karakteristisk proklamerer, at det ikke gør så meget, fordi han jo har sit tv. Et muntert mellemspil inden den ’rigtige’ opfølger til ’King of the Beach’.