Hess Is More – en mørkemand i hopla

Musikken på danske Mikkel Hess' femte studiealbum under kunstnernavnet Hess Is More omsluttes af et lifligt mørke. Flere sange låner endda behændigt fra glamourøs 70'er-disco, sukret synthpop og spraglet 90'er-dance, som så formøbles i en gennemmelodisk sangskrivning med Hess' bløde tenor som insisterende lokkemad.

Men der er samtidig en udtalt dysterhed over sangmaterialet. Dyrk blot de labre, men urovækkende produktioner, som synes indhyllet i en tyk tåge af gotik. Eller hør hvordan Hess på titelnummeret kultiverer et klaustrofobisk horrorunivers ikke ulig Michael Jacksons 'Thriller'. Ja, det er faktisk en smule skræmmende, når han på samme nummer uddriver sine indre dæmoner gennem kunstnerisk skaben. »Hey, hey, hey / once every day / creation keeps the devil away«, hedder det sig, alt imens en fugtigt funky basgang smyger sig rundt om sangens uafrystelige melodilinjer.

Men albummet er først og fremmest et habilt popalbum, som formynder sit arvegods umanérligt godt. Her er mange glimrende sange, hvor Mikkel Hess fingernemt jonglerer med musikhistorien og omkvædets udfriende potentiale. Fornemt anskueliggjort i de melodiøse house-påvirkninger på 'What's on the Second Floor' og de sirlige postpunk-referencer på 'Going Looking for the End of the World'. Der er enkelte smuttere undervejs, men som helhed er det et stærkt vanedannende album, hvor popsangen lever og ånder i en højere sags tjeneste. Og det fungerer upåklageligt.