Ryan Adams – mere vedkommende end længe

Ryan Adams' musikalske karriere har været en lang og bumpet highway. Den yderst lovende begyndelse som frontmand i det fremragende alt. country-band Whiskeytown og siden den mesterlige solodebut 'Heartbreaker' og den næsten lige så glimrende 'Gold' i begyndelsen af årtusindet pegede frem imod en stor og glorværdig karriere for sangsmeden fra Jacksonville, North Carolina.

Siden er der kommet en lidt strøm af kvalitetsmæssigt svingende udgivelser fra manden, hvor han foruden alt. country blandt andet også har kastet sig ud i mislykkede favntag med guitarrocken på albummet ‘Rock N' Roll’ og sci-fi heavy metal på sidste års rædderlige 'Orion'.

På 'Ashes & Fire' er Ryan Adams vendt tilbage til sit udgangspunkt i alt. country – og gudskelov for det! Her lyder Ryan nemlig langt mere vedkommende end længe, idet den intime skrøbelighed og de gode sange atter synes at være sat i højsædet. De stærke sange emmer af den satans svære kærlighed, ensomhed og en til tider næsten ubærlig melankoli, så man af og til får den så velkendte klump i halsen og skænker ham/hende, man aldrig fik, endnu en sukkende tanke.

Til albummets stærkeste kort hører for eksempel den desperate åbner 'Dirty Rain', det gyngende og højstemte titelnummer og den søgende 'Do I Wait'. Den absolutte stjernestund finder man dog på den inderlige perle 'Come Home', hvor Ryan for vokalbistand af den søde sanglærke Norah Jones. Det er ufiltreret melankoli, der tåler sammenligning med Adams' duet med Emmylou Harris på den suveræne skæring 'Oh My Sweet Carolina' fra 'Heartbreaker'.

Ryan har genfundet sit triste lune. Sangskrivningen er mestendels mere end glimrende. Velkommen tilbage, cowboy! Du har været savnet.