Mondkopf – halvtomme dommedagstrusler

Dommedag forude! Mondkopf lægger ikke fingre imellem på sit debutalbum. Selv om lyden stadig er mere house end heavy, er den unge franskmands produktioner gennemsyret af tung, knasende distortion. Fransk og distortion leder umiddelbart tankerne hen på kollegerne i Justice, men Mondkopf er mindre image og mere fandenivoldsk.

Førstesinglen 'Day of Anger' sætter standarden for resten af pladen: En uskyldig klavermelodi drukner langsomt i et hav af støj, inden en bastant stortromme sætter skub i en omgang ildevarslende dunder-techno. Her er ingen smarte tricks eller snedige samples. Det er kompromisløst hele vejen. I sig selv er det et glimrende udgangspunkt, der dog bliver problematisk, når de melodiske ambitioner er lette at overse.

Nej, techno kræver ikke nødvendigvis melodier, og støj er en glimrende æstetik i sig selv. Problemet er blot, at Mondkopf trækker albummet i begge retninger uden at nå nogen af dem. Er man meget tiltrukket af de skrattende atonale synthesizere, er der nok at vælge imellem, men falder man uden for den kategori, er albummet en lang affære. 'Rising Doom' er fuldendt i sin stræben efter sit helt eget lydbillede. Mere tvivlsom er det, om man som lytter føler sig inviteret.