Class Actress – den lette vej

Class Actress' debutalbum er endnu et af tidens mange forsøg udi 80’er-retro: Trommemaskiner, synths, masser – måske for meget – keyboard, dansable og melodiøse sange. Kort sagt electropop af den gamle skuffe.

Det gælder uden tvivl, at hvis man laver god musik, så betyder det intet, om det er hørt før, hvad enten det er retro eller mode. Nerve, udtryk og skønhed er på sin vis uafhængigt af sit historiske øjeblik. Men også kun på sin vis. Gentagelser fremtvinger spørgsmål. Eksempel: Når man lytter til 'Rapprocher', er det svært at høre, hvor nerven i produktionerne ligger. Mangler den, eller misser man den bare, fordi man har hørt det for mange gange før? 80'erne er et værdifuldt gravkammer, man bestemt bør røve, men Class Actress har valgt en lidt for let vej til en populær lyd.

Det betyder dog ikke, at stemningen ikke holder på dele af albummet. Glæden ved poppen er stor, og flere numre er gode bud på ledsagere en sen aften med øl i årerne og rod i hjertet. Det er for så vidt trist, at Class Actress ikke har taget udfordringen op og forsøgt at komme tættere på fremtiden. Specielt fordi Elizabeth Harpers fine folknære vokal i grunden fungerer godt. Når hun er bedst, viser hun både træk af Feist og Joan As Police Woman. Selv om hun dog aldrig opnår sidstnævntes karakter eller førstnævntes finesse.