Real Estate – jangle-pop-vindruer på et sølvfad

Hvis jeg nu havde et godt gammeldags stereoanlæg med en fancy kassettebåndoptager og et C90-bånd at fodre bæstet med, ville jeg putte The War on Drugs' seneste album på A-siden, og så nærværende toer fra Real Estate på B-siden, mase autoreverse-knappen i bund og læne mig tilfreds tilbage i den halvanden times afstressende vellyd, man på den vis kunne frankensteine sammen.

Det er længe siden, at jeg har hørt to skiver, som komplementerer hinanden så godt, både i tekstur og kvalitet. 'Days' er det album, som krystalkugle-indehavende musiknørder måske havde spået, at Real Estate havde i sig. Midlerne er en bedre produktion og ikke mindst en saltvandsindsprøjtning af hooks i bandets kollektive og nu imponerende veltrænede sangskrivermuskel. En enkelt nuanceforskel: Hvor The War on Drugs hylder de musikalske Jens Vejmænd, Dylan og Springsteen, så kaster New Jersey-bysbørnene i Real Estate nostalgiske blikke tværs over kontinentet, til Californien og Beach Boys' tilbagelænede, solbeskinnede harmonier.

Matt Mondaniles herligt boblende, rumklangsoverrislede slackerguitar har fornyet berettigelse i den mere sangorienterede sammenhæng, og modsat synes instrumentalen 'Kinder Blumen' som lidt af et misfit blandt albummets ni andre fuldendte pop-ellipser. Det virker mere som et løst jam fra Mondaniles Ducktails-sideprojekt eller soundtracket til noget alvorligt tamt softporn. At det er pladens eneste holdeplads for øretæver fortæller en del, og når man får jangle-pop-nyklassikere som 'It's Real' og 'Municipality' serveret som vindruer på sølvfad ved siden af, forsvinder bekymringerne som dug for den sol, der overstråler hele albummet.