Ladytron – grimt produktionsansigt

Ladytrons femte album 'Gravity the Seducer' er spækket med gode sange – lad os få dét på plads til en start. Den iskolde blanding af synthpop og new wave sidder lige i skabet, og det er helt forståeligt, at Brian Eno før har kaldt kvartetten for leverandører af Englands bedste popmusik.

Men produktionen skurer altså i ørene. Sangskrivningen og instrumenteringen er sprængfyldt med stemning, og de to forsangere, Helen Marnie og Mira Aroyo, viser stor teatralsk kunnen og evne til at sprede uhygge. Alligevel sidder man, mens man lystigt forsøger at leve sig ind i musikken, og sukker. Hele det uhyggefremkaldende lydbillede skriger på dynamik, lejeskift og lidt pompøsitet for at det for alvor kan få den pondus, sangene fortjener.

Tragisk nok er det faktisk på nogle af albummets bedste sange (f.eks. 'White Elephant', 'Mirage' og 'Ace of Hz'), at den her uheldige post-produktionsmanøvre og masterering viser sit grimmeste ansigt, men alt er langt fra elendighed. Sangene er vitterligt gode, og man kan sagtens nyde dem – snarere er det bare et suk, fordi de kunne have været bedre/mere effektive, hvis de fik lidt mere rum at boltre sig i.

Meget symptomatisk kommer sangene 'White Gold', 'Moon Palace' og 'Ambulances' til at virke som åndehuller blandt resten af numrene på 'Gravity the Seducer', fordi man her i højere grad kan fornemme musikkens dynamiske spændvidde og dennes indlejrede udsigelseskraft.