Kurt Vile

Uforpligtende, likviditetsgenererende ep-mellemmadder mellem albumudgivelser er lidt et tveægget sværd. Det er rart med livstegn mellem langspillerne, men i tilfældet med den unge ‘heartland rock’-inspirerede komet Kurt Vile, hvis produktivitet har rystet fire album af sig på tre år, kan det være svært at se, hvor det kreative krudt skal komme fra.

‘So Outta Reach’ er også hovedsagligt outtakes fra det seneste album. Savner man den skive i samlingen må anbefalingen lyde at anskaffe sig deluxe-udgaven, hvor denne ep blot følger med som det tynde øl. Den seks numre lange eps hovedattraktion er, måske lidt i sangens egen snøvlende tilbagelænede ånd, hele to udgaver af titelnummeret – ‘Life’s A Beach’ og ‘(So Outta Reach)’.

Det virker fjollet med de to versioner, men hey – livet er en strand. Chillax, sluk mobilen og flyd hen i et slackeranthem af de mere mindeværdige. Lyrik og musik går her hånd i hånd og sprøjter en håndfuld minutters tiltrængt, stressbekæmpende hverdagseskapisme og dagdrømmeri ind i råkolde november. Tre andre numre fra Viles hånd både lyder og føles som de middelmådige, genopvarmede levninger, de er. Med en gennemsnitslængde på fem-seks minutter rummer de en del retningsløs tomgang, selv efter Vile-målestok.

Det elektrificerede Springsteen-cover ‘Downbound Train’ lyder tillige som skulle det måske have været taget nogle flere gange i øvelokalet, før det blev nedfældet på bånd. Det gør helheden for undværlig. Selv kæmpefans af den langhårede dovenkrop kan stille vækkeuret tilbage på snooze: Ep’en her er isoleret set dårligt værd at stå op for.