From Sarah

Københavnske From Sarah er en ny trio, der blandt andet består af kræfter fra americana-bands som Wynona og Cody. På deres debut-ep, ‘Notes’ er der dog kun en svag bismag af hest og Stetson-hat. I stedet er der fire, skrøbelige og meget melankolske sange. Her er masser af dyster stemning, fine vokaler og en detaljeret og meget organisk produktion, der giver musikken en levende kvalitet.

Åbningsnummeret ‘Demons’ er en fin og længselsfuld melodi med masser af fremdrift i modsætning til ‘Bad Wine’, der drejer lidt for meget rundt om sig selv og den Ryan Adams-forelskede tristesse. Hvor ep’ens første tre numre har de stilfærdige og vellydende, men også en anelse anonyme sange i fokus, tager titelnummeret ‘Notes’ en anden drejning efter en lignende indledning. Her får bølger af guitarerne lov at rejse sig og leverer en dejligt foruroligende afslutning på denne smukke, men meget lavmælte ep.

Her er lidt den samme indlevelse og næsten andægtige atmosfære som på Thomas Dybdahls fantastiske og nært beslægtede ‘October-trilogy’. From Sarah er ualmindeligt dygtige til at skabe stemningsfuld musik med deres lidt gammeldags virkemidler, og det klæder dem med lidt flere soniske eksperimenter end de mere snævre rammer i medlemmernes respektive andre bands tillader.

From Sarah. 'Notes'. Album. Slow Shark Records/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af