Tom Waits – ældes med vildskab

Læs også: Lyt til albummet

Som en god mugost bliver Tom Waits kun bedre og mere utæmmelig med tiden. Og hvor sjusser, smøger og lemfældige romancer fik ham til at lyde livsklog som 25-årig, så skal jeg eddersprøjteme love for, at ædruelighed, kernefamilie og egen have har givet ham ny kreativ vildskab og energi. Muldyret fra Pomona har på 40 år muteret sig mange gange, og hans stemme er muteret med. Nu er den så dyb som Marianergraven og har aldrig lydt bedre. Seriøst. Aldrig.

På åbneren 'Chicago', der gynger noget så grusomt i en dyne af blæsere, byder han velkommen med et gammeltestamenteligt growl. På balladerne lyder han af sin alder, mens han spytter sig råt gennem 'Satisfied'. Og på titelnummeret lyder den 61-årige Waits som om, han har slugt James Brown.

Læs også: 10 ting du ikke vidst om Tom Waits

Marc Ribot, Keith Richards (guitar), David Hidalgo (strygere) og Les Claypool (bas) er gamle kendinge, som sammen med sønnike Casey på trommer, hjælper Tom Waits, ikke til at genopfinde sig selv, men til at nå ind til kernen i det, han kan. 'Let's Get Lost' er blues, som Howlin’ Wolf spillede den. 'What It’s Like After You Die' er fornem sorthumoristisk poesi. Guitaren twanger, klaveret spilles ofte blot med en lemfældig højrehånd, og så skramler han med sine lossepladsjuveler, så det næsten lyder af hiphop.

Engang sang han for at kurtisere, nu synger han for at bevare gnisten i gammel kærlighed. Men sjælerne er tidløse på grund af deres stærke melodier, som egentlig bare er populærmusik (ja, sgu!). Pladen stikker i mange retninger, men hvis man kan udholde den voldsomme krigsdystopi 'Hell Broke Luce', så er der ikke et eneste fyldnummer.