Apparat Organ Quartet – rustne robotter

Musikken på islandske Apparat Organ Quartets andet album synes indsmurt i fortiden. Et album der låner heftigt fra ærværdige synth-pionerer som Kraftwerk og Giorgio Moroder, og som byder på hidsige, analoge synthesizere, båndbehandlede guitarflader og sukrede vocoder-vokaler. Flere af sangene lyder endda som værende transmitteret gennem klanglige tidsmaskiner, men bærer samtidig præg af en nutidig studiebearbejdning, som tilvejebringer et finslebent, hvis ikke ligefrem overpoleret, lydbillede.

Apparat Organ Quartet har ifølge eget udsagn forsøgt at skabe et tilgængeligt popalbum. Og det er bestemt hørbart på 'Pólýfónía', som åbenlyst dyrker en ultramelodiøs sangskrivning, hvor mangedoblede synthesizere væver fuldfede nærmest overgjorte klangflader rundt om bastante guitarlinjer og tyk vocoder-sirup.

En formel, der fungerer fint i perioder. Som på det teknologisk sprudlende 'Pólýnesía', hvor islændingene sender funklende synthsignaler direkte ud i stratosfæren og uvilkårligt kommer til at lyde som Daft Punk på steroider. Eller den galante Kraftwerk-opdatering '123 Forever', som bærer rundt på en bevægende, mekanisk melankoli. Men musikken på 'Pólýfónía' fortaber sig for det meste i det forjagede og stivbenede. Og så er det, det bliver decideret enerverende at lægge ører til.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at række ud efter melodiens udfriende potentiale. Men lige præcis Apparat Organ Quartet evner langt hen ad vejen ikke at transformere den elektroniske arvemasse ind til slidstærke sange. Okay, så er der lige et par fine forsøg undervejs. Men det ændrer ikke stort ved, at 'Pólýfónía' er og bliver et noget flagrende bekendtskab.