Timbuktu – halvvaklende hiphopfundament

Med seks studiealbum i bagagen er Timbuktu efterhånden ved at være lidt af en institution i svensk hiphop. Men tingene synes at være gået en smule i stå for den skånske rapper, og alle ingredienserne (hiphop og dansabel radio airplay-pop tilsat et tvist af reggae og jazz) fremstår snart lovligt velkendte. På 'Sagolandet' forenes den lige dele feststemte og politiske lyrik sædvanen tro med en musikalsk slikbutik af inspirationer og påfund, der nok gør albummet levende og varieret, men i ligeså høj grad savner fundament og fokus på de mere klassiske hiphopdyder.

Den genremæssige jonglering fungerer indrømmet sine steder, og når Timbuktu formår at holde de mange bolde i luften, udmunder det også i reelle pletskud som det herlige shout-out til den skånske hovedstad på 'Malmö' eller den rørende cello/piano-tristesse 'Dansa'. Men billedet bliver anderledes mudret, når man også skal trækkes med Timbuktus forkærlighed for refræn-soul og mere polerede popflader. Her kommer han til kort, da materialet, trods fordums hits som 'Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö', simpelthen ikke står de voluminøse produktioner mål.

Med et flow der med største selvfølgelighed går i kødet på alt fra akustisk guitar over fløjte til klokkespil, tvivler man aldrig på modet eller den underliggende sans for originalitet. Problemet bliver tværtimod, at alle disse i udgangspunktet uforudsigelige indslag indimellem ender ganske forudsigelige. Gode intentioner og det solide lyriske håndværk til trods.