Girls – mere reflekterende end charmerende

Girls forrige fuldlængde, det lille mirakel-album, er som en ung mands første møde med en verden fyldt med piger. Og sikke en verden! Her, to år senere, er det som om, forsanger Christopher Owens har fået nok og er nået en anden slags erkendelse. En erkendelse der gør det nye album mere reflekterende end charmerende. Usikkerhed, selvlede og en søgen efter kærlighed er dominerende temaer på 'Father, Son, Holy Ghost'. På singlen 'Vomit' bliver det til de gentagende og bedende strofer, som ganske enkelt lyder: »Looking for love/come in to my heart«.

’Vomit’ er i øvrigt hvad tårepresseren 'Hellhole Ratrace' var for debuten: Et langt epos, der fungerer som albummets trosbekendelse og bandets signatur, men også som skivens epicenter, hvorfra musikalske forbindelser udgår til resten af albummet. Og disse er mange! For Girls stikker genremæssigt i flere retninger, og lytteren føres igennem surf, catchy rock'n'roll-pop, Nick Drake-inspireret singer/songwriter-folk og derudover også Pink Floyd-patos med dertilhørende hammondorgel, guitarsolo og gospelsang!

Den brusende lo-fi-lyd fra 'Album' er erstattet af en mere sikker rockproduktion, der desværre står i vejen for den herligt blåøjede tilgang til rocksangen, som var debutens stærkeste kort. Mange sange bliver simpelthen tamme efter flere gennemlyt. Specielt mod slutningen har inspiration og opfindsomhed trange kår. Det ændrer dog ikke ved, at der er så rigeligt med mindeværdige sange at komme efter. Men et helstøbt album er det ikke.