Red Hot Chili Peppers – en svær genfødsel

Man kan ikke været andet end imponeret over standhaftigheden hos de californiske funk-hippier i Red Hot Chili Peppers. Dødsfald, stofmisbrug og i de senere år en god portion latterliggørelse har ikke kunne slå chilimaskinen ihjel – således heller ikke det faktum at bandets særdeles talentfulde guitarist John Frusciante igen har forladt bandet.

Det nye album 'I'm With You' er ikke ligeså bombastisk og muskuløs som forgængeren 'Stadium Arcadium', der nok kastede iørefaldende radiohits af sig, men også var underligt opsvulmet uden substansen til at bakke det op. På 'Brendans Death Song' er det en reflekterende Anthony Kiedis, der giver en afdød ven et rørende musikalsk farvel, og han rammer klokkerent den melankolske tone, som altid har været en undervurderet force hos bandet.

Svagere står de, når de forsøger at genskabe fordums stadion-funk. Tættest på at have decideret anthem-kvalitet er førstesinglen 'The Adventures of Rain Dance Maggie', men også den bliver ved antydningen af den gode melodi. 'Did I Let You Know' har et ret fængende omkvæd og huggende guitar, mens Kiedis parodiske rap på 'Even You Brutus' falder fladt på maven.

Albummets sound er behageligt nedbarberet og minder således mere om 'Californication' end både forgængeren og 'By the Way'. En fornuftig retning for bandet, der ikke har nær samme status som for bare fire-fem år siden, men alligevel føler man ikke, at det er en musikalsk genfødsel, man lægger øre til, som på netop 'Californication'. 

De fleste riff, melodier og stemninger kender man nærmest på forhånd, men de kommer dog i en klædelig indpakning fra et band, der tydeligvis har prioriteret jamsessions over dyr produktion. Det har resulteret i en ujævn plade, der ikke ligefrem indvarsler en ny storhedstid for RHCP, men måske er et nødvendigt skridt på vejen.