Jonas Bjerre

Med Mews storladne og ofte filmiske lyd i mente kan det næppe overraske mange, at frontmand Jonas Bjerre på første udspil i eget navn kaster sig udi filmsoundtrackets ædle kunst. Bjerre leverer, som titlen antyder, lydsiden til vennen Rune Schjøtts spillefilmdebut komediedramaet ‘Skyskraber’. Hvorledes slipper Hellerup-drengen med den lyse røst så fra frikvarteret fra sine to faste musikalske legekammerater? Aldeles hæderligt, men også uden de store overraskelser, lyder det korte svar.

Albummets 18 numre er nogenlunde ligeligt fordelt mellem egentlige sange og små instrumentale vignetter. Sidstnævnte er givetvis mest interessante i samspil med filmens billedside, men da de er så korte som tilfældet er her, når man hverken at blive grebet eller irriteret over de små soniske intermezzos.

Det er derimod som forventet de egentlige sange, der retfærdiggør udgivelsens eksistensgrundlag uden for biografmørket. Væk er Bo Madsens skarpt optegnede guitarlinjer og Silas Graaes innovative trommespil, men i stedet kompenseres der med en række små boblende og intime popsange som den iørefaldende single ‘Kids Don’t Fight’ og den skrøbelige klaverbårne skønhed ‘Spill the Beans’, der i kraft af Jonas Bjerres let genkendelige vokal og sangenes generelt høje bundniveau, ikke ville have været helt malplaceret i Mew-regi.

Her er dog på ingen måde tale om numre i ‘Am I Wry? No!’, ‘The Zookeeper’s Boy’ eller ‘Comforting Sounds’-klassen, men mindre kan også sagtens gøre det, og et nummer som ‘The Story Would-Be Traffic Light’, der langsomt og sirligt udfolder sin sitrende popskønhed, kan sagtens stille den værste Mew-sult for fans, der utålmodigt venter på nyt fra trekløveret. Så absolut en godkendt solopræstation, Jonas!