Cymbals Eat Guitars – typisk toer

De unge newyorker-gutter i Cymbals Eat Guitars debuterede forrige år med pomp og pragt på den sprudlende og iderige 'Why There Are Mountains', som vidnede om et spændende nyt bekendtskab. Nu nedkommer de spraglede indiehoveder så med opfølgeren 'Lenses Alien', og gutterne klarer såmænd skærene aldeles hæderligt, selv om den ærgerlige kliché om 'den svære toer' til tider stikker sit grimme fjæs frem.

De lyder fortsat som en drømme-ménage à trois mellem Built to Spill, Modest Mouse og Wilco med smag for progrock. Knægtenes knudrede guitarrocksange besidder stadig den kinesisk æske-effekt, som udfoldede sig så fabelagtigt på debuten, hvor hvert nummer virkede som 3-4 vidt forskellige, men rimelig fucking fremragende numre i ét.

Den kompositoriske legen tagfat lykkes glimrende på den episke, næsten ni minutter lange åbner 'Rifle Eyesigt (Proper Name)', men ellers virker det unægtelig som om, de skæve indfald holdes lidt for døren denne gang. Bevares numre som 'Plainclothes' og 'Definite Darkness' er da skidegode alternative rocksange, men man savner lidt af den grænsesøgende legesyge som stod i fuldt flor på forgængeren.

Cymbals Eat Guitars skal dog ikke klandres for, at de er blevet ældre og lidt mere tilbageholdende. Det er jo bare menneskeligt. 'Lenses Alien' er en fornem plade, men den virker alligevel som en lidt for (skrå)sikker 'typisk toer', der forhåbentlig vil føre bandet videre ud i spændende og friere musikalske galakser i fremtiden.