Mondkopf

‘Day of Anger’ var betegnelsen for den dag, egypterne gik på gaden og krævede en ende på Mubaraks trediveårige diktatur. Det er dagen, hvor stille vande endelig bryder op og frustrationen og befrielsestrangen tager fart. Mondkopfs nye ep af samme navn handler om denne fart.

Titelnummeret starter med rolig, filmisk klavermusik. Pludselig hører man lyden af en elektronisk fakkel, der tændes, knitrer og flammer op. Klaveret forsvinder i baggrunden, flammen vokser og forvandler sig til et voldsomt og hastigt beat. Hastigheden og den næsten desperate fremdrift fanger kombinationen af vrede og befrielsestrang godt. Synthakkorder og vindsus får det hele til at lette.

Under beatets frembrusende overflade har skæringerne ofte et lag af langtrukne og sci-fi-melankolske akkorder, hvilket giver fornemmelsen af en slags up-beat witch house. Desværre er spektret af ideer på ep’en relativt begrænset. Allerede andet track, der sigende hedder ‘Eastern Revolt’, gemmer ikke mange overraskelser og er knap så overbevisende i sin energi og fortælleevne som åbningsnummeret.

Det er ærgerligt, fordi projektet dermed virker uforløst. Musikken lægger op til en passioneret og overraskende historie, men Mondkopf satser for meget på den hektiske og foruroligende stemning og for lidt på rytmiske og melodiøse variationer. Variationer hvis fordrejninger kunne have dannet et mere kompleks billede uden af den grund at miste sin umiddelbare energi. Det bliver derfor interessant at se, om hans kommende album ‘Rising Doom’ kommer tættere på den historie.

Mondkopf. 'Day Of Anger'. Album. Fool House.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af