Scumbag Philosopher

Intet er helligt på britiske Scumbag Philosophers debutalbum ‘It Means Nothing So It Means Nothing’. Popstjerner tilsvines, sociale netværker får fingeren, hipsterkulturen bliver spiddet, og så får alle de åh så forfærdelige mappedyr lige et par velmenende ord med på vejen: »I find it comforting to know / how many strokes make up / each number on a digital alarm clock face«, synger forsangeren på albummets anden skæring akkompagneret af bastante trommer, groft forvrængede guitarer og en barnligt insisterende backingsanger.

Og lad os blot få det sagt med det samme: Scumbag Philospher kan i perioder være noget så ulidelige, påståelige, ja decideret frelste, at man uvilkårligt får lyst til at slukke for anlægget. Men bag al ordkløveriet og de på overfladen tomme slagsange gemmer der sig rent faktisk et morsomt forskruet post-punkband, der er i god dialog med deres hjemlands ærværdige rockhistorie, og som har kompositorisk egenart.

Her er referencer til Wires minimalisme, Gang of Fours paroler, Magazines skævhed, og ja, så spøger en vis Hr. Eddie Argos minsandten i forsangerens vokale levering. Fremragende anskueliggjort i ‘Tickbox Exercises’ viltre monotoni, den savtakkede rytmik på ‘Isolation’ og de hvirvlende guitarangreb på ‘God Is Dead So I Listen to Radiohead’.

Dermed ikke sagt, at albummet er helt uden skønhedsfejl. Enkelte numre virker en kende forcerede, og undervejs går punkudkrængningerne lige lovligt meget i tomgang. Men det kan ikke benægtes, at Scumbag Philosopher har begået et medrivende debutalbum, der udviser stort potentiale.