Mescalin, Baby

Jorden gik under i lørdags. Mescalin, Baby er ligeglade. Deres navn smager af de psykedeliske 60’ere, og der er da også lidt pigtråd over de sydsjællandske KarriereKanonen-vinderes debut-udskejelser. Mest af alt spiller de dog bare lettilgængelig rock’n’roll, støt cruisende i vognbanen mellem retro og radio, og mange kilometer væk fra elektronik og kunstig lydpolish.

Kvintettens største aktiv er forsangeren og energibundtet Marc Facchini-Madsen. Hans vræl er bare rustent på den helt rigtige måde, og som en lidt højere pitchet Caleb Followill kunne bandet bag ham nærmest spille, som de ville – han skulle nok få det trukket op på et rimeligt niveau. Men resten af slænget er drevne garagerockere, der ved hvornår de skal være organiske, ‘loose’ og sovsede, og hvornår de skal være negleklipper-præcise og The Good The Bad-trommeslageren Johan Lei Gelletts produktion yder dem fuld retfærdighed. Vokalen er bare så vigtig en komponent af Mescalin, Babys lyd, at man ikke rigtigt ønsker sig instrumentalnumre.

Den Strokes-agtige trøjen-af-og-dans-derudaf-rocker ‘Ballad of a Running Man’ er et tidligt højdepunkt, mens den opfølgende ‘Great Book of Lies’ uheldigvis fanger Facchini-Madsen på det forkerte, lidt overkrukkede ben. De gode stunder er heldigvis i klart overtal. Som albummets halve time går på hæld, bliver balladerne i pølseenden kærkomne come-downs, hvoraf ‘Like a Diamond Coming Loose’ virkelig er en perle.

For nu at hive Kings of Leon-sammenligningen frem igen, så er ‘Air Air’ et glimrende bud på et dansk ‘Youth and Young Manhood’, og Mescalin, Baby er en uslebet diamant, som kun kan skinne klarere med tiden.