De efterladte

Peter H. Olesen var fra slut-90erne og ti år frem manden bag de aldeles fremragende tekster, som var at finde på de syv album som søskende-duoen Olesen/Olesen udsendte i perioden. Siden er han og brormand Henrik gået hver til sit. Med De Efterladte og albummet ‘Traditionen Utro’, der er skabt i samarbejde med musikeren Michael Lund, vender Peter H. Olesen nu tilbage til musikken. Og han er stadig ikke nogen specielt munter mand.

Teksterne tager fortfarende primært afsæt i fortællerens endeløse kamp med humørsygen, hvor livets bitre piller dagligt er på menuen. Tungsindet præger i særdeleshed numre som ‘Godmorgen Kynisme’ og ‘Mit Sortsyn’. I sidstnævnte konstaterer Olesen præcist og desillusioneret: »Mit sortsyn er ikke en hobby eller tidsfordriv. Mit sortsyn har været en stalker hele mit liv«, så det ekspliciteres at sjælesygen aldrig har været hverken forstilt eller selvvalgt.

Heldigvis bliver gardinerne dog af og til rullet op undervejs, hvor lyset får lov at skinne lidt ind som på ‘Mit Lyssyn’, så hele albummet ikke ender i ren misantropi og selvforagt.

Det er utvivlsomt Peter H. Olesens tekster, der er hovedattraktionen på ‘Traditionen Utro’, hvor Michael Lunds spartanske musikalske akkompagnement eksekveres sikkert, men samtidig uden at gøre større væsen af sig. Her kunne man ønske sig, at duoen viste større vilje til at eksperimentere, da den stærke tekstside sagtens kunne være ledsaget mere dristigt og spændende.

De efterladte. 'Traditionen utro'. Album. Melodika/Target .
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af