Skeletons

Velkommen til Brooklyn. Et par opgange væk fra Animal Collectives hovedkvarter og ikke mange stilistiske spytklatter fra Battles bor Skeletons. Deres seneste album, ‘People’, er et cruise rundt i kvarteret på sekskantede rytmehjul og med Matt Mehlans sociopolitiske hverdagsfortællinger som guide til bydelen.

Skeletons’ genre-turf er jazzet, polyrytmisk post-rock af en slags. Det kunne også kaldes mathfolk, men mere præcist er det måske det nærmeste, man kommer på den hvide mands urbane, men ufunky afrobeat med vilter og varieret bigband-instrumentering, skæv og synkoperet rytmesignatur og så Mehlans indignerede poetry slam-agtige rablerier ovenpå.

Han fortæller med en mild Sufjan Stevens-agtig røst (sande) historier om ofre for bandevold, der bliver skrabet op fra gaden, om skydegale strissere, om Tania Head, som af uvisse årsager løj om sin status som WTC-overlever og Jimmy Damour, en uheldig Walmart-fodtudse, som blev trampet ihjel under et Black Friday-udsalg – »Are they walking on more than the floor?« spørges der, så det vender sig i en! Sløjfen om det hele er lukkeren og titelnummeret, en lille vuggevise om at det nok skal gå altsammen, fordi vi alle sammen selvfølgelig et eller andet sted bare er… ja, mennesker.

Denne jordnære tilgang til lyrikken er et rart ankerpunkt i Skeletons’ summende hektiske, konfuse og komplekse lydbillede, som afgjort kræver sin lytter at penetrere. Men ‘People’ er et album, der giver rigtigt meget igen, når først man har fået has på den tykke skal. Æggeblommen indeni er ambitioner og overskud i rigt koncentrat. Fascinerende.