The Breakers – charterturister til grisefest

Hvis ambitionen er at spille klassisk amerikansk rockmusik, så er det på papiret svært at få en større karrieremæssig hestesko, end den The Breakers har fået på deres tredje album. Albummet er nemlig skabt i tæt samarbejde med Steve Van Zandt, der har været en af de bærende kræfter i Bruce Springstreens legendariske E-Street Band gennem snart 40 år. Men når man lytter til det selvbetitlede album, så er det svært, for ikke at sige empirisk umuligt, at finde spor af noget 'golden touch'.

Tværtimod bliver man mødt af et sympatisk og ganske velspillende band, der har frygteligt lidt at byde på, når det kommer til sangskrivning og personlighed. The Breakers forsøger på bedste vis at kanalisere 70'ernes og startfirsernes amerikanske rock- og soul-landskab, men det hele er så frygteligt forudsigeligt, at det aldrig bliver andet end en gråmeleret emulgering af idolerne.

Og så lider albummet ikke mindst under nogle engelske tekster med formuleringer så klichéfyldte og enderim så uopfindsomme, at man til tider kommer til at tænke på Kim Larsens legendarisk katastrofale brydekamp med de engelske gloser.

Det er egentligt først på albummets sidste nummer, den smukke, melankolske ballade 'Forever's A Long Time Gone', at The Breakers rammer noget levende og følelsesladet og for alvor lyder som et band, der har noget personligt og autentisk at bidrage med til den store klassiske rocktradition. En autenticitet, som de på resten af albummet er lige så langt fra, som en charterturist til en grisefest.