Snoop Dogg – starten på enden?

Han er rapper, skuespiller, familiefar, fodboldtræner, stripklubejer, pornofilmproducent, komiker og gangster. Snoop er et omvandrende paradoks og en mand af modsætninger. Og hans 11. studiealbum afspejler den snart 40-årige køters mangfoldige personlighed på godt og ondt.

Her kommer vi rundt om det meste. Her er tilbagelænet og tilrøget g-funk, syntetisk west coast med bombastiske basgange til en 'bumpy' biltur, klassisk hårdtslående hiphop til alle haters, strømlinede soul-hooks til hitlisterne, emo-melankolske toner til teenagerne og elektroniske eksperimenter til klubben.

Der er bare ikke meget mening med mangfoldigheden og slet ingen retning eller rød tråd. Desuden har de enkelte elementer alle den svaghed, at de enten er lavet bedre af andre eller hørt federe før fra Snoop selv. Og rapmæssigt er det de samme gamle og genkendelige bjæf, der kommer ud af kæften på køteren.

Der kommer lidt liv i ham på det stenede Gorillaz-samarbejde 'Sumthin' Like This Night' og den pulserende og retrospektive 'Gangbang Rookie'. Men det er kortvarige opture og kun glimt af originalitet på et album, der er mere end 70 minutters tomgang. Den tid både bør og kan lyttere og Snoop Dogg selv bruge på noget mere fornuftigt.