Hunx and His Punx – en blød halvfed

Under det borgerlige navn Seth Bogart driver han til daglig en frisørsalon hjemme i Californien, men sammen med sine Punx er den ultraflamboyante Hunx nu tilbage med et regulært debutalbum oven på sidste års 'Gay Singles'-opsamling.

Backingbandets kønsfordeling er i mellemtiden tippet betragteligt, så 'all girl'-opstillingen snarere burde betegnes His Punkettes. Udover et marginalt mere sløset sammenspil betyder udskiftningerne i haremmet, at Hunx nu får kamp til stregen udi skabet stemmeføring fra Shannon Shaw.

Fisen er desværre gået lidt af konceptet, eller rettere: Det er vandet ud og bøsset op som en drink, der lige var lidt for skarp for det pæne borgerskab. De mange homoerotiske pubeskrøller i lyrikken er her erstattet af en lind pølsefars af uengagerende 'sweet nothings', og den følgeligt alarmerende mangel på hooks og sjove oneliners udfordrer virkelig erektionen.

'Be My Baby'-trommerne på åbneren 'Lovers Lane' udstiller Hunx' udtalte Ronnie Spector-mani, mens hans punkede tilbøjeligheder er tonet ned. Albummet er efter sigende også netop indspillet i samme studie, Ronettes brugte i sin tid. Bedst er Hunx, når han en sjælden gang imellem genfinder den gamle energi, som på den hæsblæsende tretrinsraket 'Bad Boy', 'Tonite Tonite' og 'Can We Get Together?' hen mod albummets slutning.

Resten af den Bambiøjne-blinkende, 60'er-girlpop-tilbedende pasticheherlighed er skam både corny, camp, cute og kitschet nok men virker bare som en blød halvfed ovenpå 'Gay Singles'-opsamlingens skamløse læderbøsse-machismo, der flåede hængslerne af døren til det famøse skab, folk springer ind og ud af. Mere af den slags istedet, tak.