TV on the Radio – med sænkede parader og bankende hjerter

Det er en uhyrlig matrix af forventninger, TV on the Radio skal trumfe på deres fjerde album, ovenpå at forgængerne alle gode gange tre er udråbt til mesterværker. Hvordan tackler man sådan noget? Måske er de gået til værks med ambitionen om, at dette skulle blive rambukken, der for alvor banker dørene ind til et større publikum? I hvert fald er albummet gruppens mest lettilgængelige til dato.

Det er dermed videre ud af samme sti, som 2008-albummet 'Dear Science,' førte dem ad: Mod mere poppede horisonter. Fra et sammenbidt sort svar på Radiohead med truende tordenskyer over afroerne har Brooklyn-kvintetten sænket paraderne og lyder nu solskins-optimistiske, festlige og ja, undertiden ligefrem kærlige!

Fra den langsomt udfoldende åbner 'Second Song', der ganske vist starter andægtigt, men i omkvædene eksploderer i et herligt 80'-flamboyant falset-inferno, er der dømt harmonikasammenstød mellem Robocop på percussionpatrulje, Talking Heads i en hvid limo, en Dexys Midnight Runners-agtig blæsersektion og en busfuld synthekstremister på vej til bønnemøde.

'No Future Shock' forvandler nihilistiske og sortsynede punkslagord til funky dansemoves under Tunde Adebimpes strikse kommando og eksercerer sammen med den nærmest dubstep-blævrende og dansable bas-svaber 'New Cannonball Blues' og de romantiske 'You' og 'Will Do' brainpop-bandets magt over kroppens andre organer. Navnligt ømme ben og bankende hjerter. Og selv når de sænker tempoet, er niveauet uhyggeligt højt, balladen 'Killer Crane' værende det gudesmukke eksempel.

Suk, hjerte – hvorfor skal der være så langt mellem album som disse?