Foo Fighters – status quo

Syvende album fra Foo Fighters lægger ud med lyn og torden og en trio af numre, der på forbilledlig manér viser Dave Grohl og hans kumpaner frem fra deres bedste side. 'Bridge Burning', 'Rope' og 'Dear Rosemary' er på hver deres måde sublime eksempler på opfindsom, knivskarp og ikke mindst fængende post-grunge, hvor balancen mellem det punkede, kantede og det poppede er tunet til perfektion. Og som de bedste sange fra gruppen har de bare den her udefinerbare gnist, der løfter det hele op til mere og andet end den simple skabelon, de er skabt inden for.

Men hvis albummets tre første numre kan beskrives som 'klassisk Foo Fighters', så kan resten af 'Wasting Light' nærmere defineres som 'typisk Foo Fighters'. Som albummet skrider frem, lulles man stille og roligt ind i deres trygge og velkendte univers, og selv om det bestemt ikke er et dårligt sted at være, så føles det hele også bare lidt som en almindelig dag på kontoret uden alt for store armbevægelser. Der er masser af gode detaljer – et godt vers her, en solid melodi der, endda også et lækkert riff eller to – men de formår ikke rigtigt at få stykket det sammen til noget, der kommer i nærheden af de første tre numre, når det kommer til musikalsk eller emotionel gennemslagskraft.

Samtidig kan man ikke undgå at lægge mærke til, at Foo Fighters på både subtil og mere åbenlys vis citerer sig selv og genbruger stemninger, opbygninger og melodiske strukturer fra tidligere sange. Deja-vu-fornemmelsen ligger som en nærmest konstant understrøm, og af samme årsag finder 'Wasting Light' aldrig rigtigt sin egen identitet men ender, på trods af den stærke start, som et lidt trivielt, hurtigt glemt album, der nok ikke kommer til at fylde så frygteligt meget, når den samlede historie om Foo Fighters' karriere en dag skal skrives.