The Kills – skønheden og udyret

The Kills har alle dage været en musikalsk 'Skønheden og udyret'-historie. Her taler vi naturligvis ikke chauvinistisk om Allison Mossharts indiskutable rockchick-faktor kontra sålelæderfjæset Jamie Hince, men snarere om sammenstillingen af lydlige modpoler: En gudindesmuk vokal i et råt rabalderunivers hvor nedskrællet minimalblues genoplives i elektronisk sleazy zombieform.

Makkerparret pifter ganske vist opskriften op på singlen 'Satellite', som river tæppet væk under de flænsende guitarer med kvæstede reggaerytmer, og de vuggevise-søde 'Wild Charms' og 'The Last Goodbye', hvor Hince afprøver andre gear end det skærveknusende firhjulstræk, der ellers lægges for dagen.

Craver man en omgang i ringen med den iltre skønsangerinde og det bidske enmandstæskehold, hun holder som lænkehund, er albummet ikke helt tosset. Den hvæssede produktion bringer det bedste frem i de buldrende trommeprogrammeringer og vrantne guitarriff. Støvet er børstet af rustbunken, og få eksekverer soundtracket til et farligt møde i en mørk gyde med samme catwalk-coolness som disse to.

Men netop det, at duoen ejer så genkendelig en lydsignatur, er hovedproblemet her. Kreativiteten og uforudsigeligheden fra 'Midnight Boom' er vendt til et status quo. Broderparten af 'Blood Pressures' er The Kills uden overraskelser. Sangtitlen 'DNA' samt nummerets karakter antyder, at de egentlig godt ved det. Det skuffer, især efter Mossharts udflugt med The Dead Weather som man skulle tro havde tilført lidt fornyertrang. Når sangene tillige har svært ved at bore tunneller i hukommelsen, bliver det kriminelt.