Messy Shelters – internt og uforløst

Det er to år siden, at det aarhusianske enmandsprojekt Messy Shelters udgav den fremragende debut-ep 'Abandonship', som først og fremmest imponerede i kraft af en skrattende og mystisk indadvendthed, der blev kombineret med storslåede og komplekse arrangementer og iørefaldende folk-melodier. Debutalbummet 'Root System' går i en helt ny retning og dyrker monotonien, det elektroniske og det repetitive frem for traditionelle sangstrukturer og almindeligheder som vers, omkvæd og den slags.

Det er nærliggende at tænke på Radiohead og især på udgivelser som 'In Rainbows' og 'Kid A', når man lytter til 'Root System'. Det eneste kød og blod på albummets ni skæringer er Mikkel Boldings vokal, som vikler sig ind og ud af de programmerede og meget knudrede beats, som bakkes op af elektrisk guitar og forskellig percussion.

Problemet med albummet er, at man aldrig suges ind i det univers, der bygges op. Der er ikke for alvor noget at hage sig fast i. Melodierne er anonyme og svære at skille fra hinanden. Arrangementerne er minimalistiske, grænsende til det kedsommelige, og rykker sig aldrig rigtig ud af stedet. Der bygges op til et klimaks, som aldrig kommer.

Numre som 'Ahead', 'Please' og 'New Orbit' har stemning, lyd og rytme, som virker, men slutresultatet er irriterede uforløst. Der er noget internt over 'Root System'. Man lukkes aldrig helt ind og ender med at være ligeglad.