Fucked Up – triumferende magnum opus

Forestil dig Parken med to optændte stadionrockbands høvlende løs fra hver sin banehalvdel, og som forsanger for dem begge: En edderspændt Hulk, brølende som en såret bjørn midt på grønsværen.

Du har nu lyden af det canadiske hardcorepunkband Fucked Ups seneste epos, den næsten 80 minutter lange rockopera om David Eliade, en ellers anonym lønslave på en elpærefabrik i den fiktive midtengelske flække Byrdesdale Spa. Han forelsker sig i den smukke anarkist Veronica, som efterfølgende bliver sprængt i luften sammen med Davids hjerte. Ak og ve!

Det er ikke helt det pletfrie mestervæk, forventningsbarometeret måske er svunget op til. Der er en grund til at hardcorens genreklassikere som eksempelvis Cro-Mags' 'Age of Quarrel' ikke lader stopuret nå langt over en halv time. Halvvejs igennem albummet begynder Damian 'Pink Eyes' Abrahams bistre bjæf, den trehovedede Kerberos-køters orgiastiske guitarglammen bag ham og Jonah Falcos ivrende trommer da også at føles som sonisk voldtægt og Leopardkampvogns-rally i øregangene. Og om ikke regulær filler, så er der ihvertfald en delle af numre, som er mindre vigtige for helheden. Men ambitionerne må man kippe med kasketten for.

Konturerne af plottet er med de forskellige fortællerstemmer lidt uldne. Så kan man i stedet beundre det klassiske powerpop-sanghåndværk, som får Abrahams elefantastiske vokal og instrumenteringen bag ham til at tage sig ud som fisk og cykel i skøn, skizofren forening. En skæring som 'A Slanted Tone' viser, at guitarguder som Hüsker Dü ikke har eksisteret forgæves. Meget apropos er dette velsagtens også Fucked Ups svar på 'Zen Arcade'. Et triumferende magnum opus.