Arctic Monkeys
Har man boet under den famøse sten de sidste fem år og ikke fulgt Arctic Monkeys’ karriere, får man et chok, når ‘She’s Thunderstorms’ rammer ørerne. Der er milevidt fra ‘I Bet You Look Good On the Dancefloor’s pubertære og potente hooliganrock til det voksne, nærmest Phil Spector’ske lydbillede, der udfolder sig under Alex Turners milde vokal på fjerde albums åbner. Netop hans røst er vokset eksponentielt med opgaven, og er nu en moden, afrundet og smægtende croon i kontrast til hans tidligere rolle som flabet ord-gatlinggun.
Maver man sig hen over de lovligt klæge og kluntede ‘Black Treacle’ og ‘Brick by Brick’ samt ‘The Hellcat Spangled Shalalala’s omvendt elegant ringlende guitarer, blotter albummet sig som et stykke fyldt chokolade med lækkert, tungt knas midt i. De stonerrockende og mavepumperuddelende ‘Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair’, ‘Library Pictures’ og ‘All My Own Stunts’ er tre respektfulde nik til bandets mentor og eks-producer, Josh Homme fra Queens of the Stone Age.
Denne kontrast fandtes også på de britiske kometers treer – ‘Humbug’ – men den gennemtænkte nummerrækkefølge og poppede rygrad gør her, at man æder polariseringen mellem hårdt og blødt råt. Albummet går på hæld nærmest i en spejling af sin begyndelse: To træge ballader i form af en halvubrugelig genindspilning af ‘Piledriver Waltz’ fra Turners nylige ep-soundtrack til filmen ‘Submarine’ samt ‘Love is a Laserquest’, hvorefter de fire Sheffield-knøse sætter trumf på med det fængende titelnummer og lukkeren ‘That’s Where You’re Wrong’.
Fraregnet ovennævnte ‘fillers’ er det et overbevisende livtag med klassiske sangskriverdyder, ørkenrock og retrohørmende ballader fra et band, der ganske vist er nået langt siden deres brag af en drengerøvsdebut, men som ikke har tabt charmen undervejs.