The Antlers – dirrende intenst

Selvfølgelig er de fra Brooklyn. Man bliver gang på gang imponeret over newyorker-bydelens kreative output, og The Antlers' tredje studiealbum – den vanvittigt nervepirrende 'Hospice' – var ingen anden historie. Det blev da også trioens første faktiske succes, og nu, to år efter, er der i den grad pres på.

Men med 'Burst Apart' har den Frenchkiss-signede gruppe lykkeligvis begået endnu et fremragende album. Der er ganske vist skruet ned for desperationen, og på mange måder lyder frontmand Peter Silberman som en mand, der har genoprettet sin emotionelle balance siden den tematisk sørgelige 2009-udgivelse. Det går (næsten) ikke ud over kvaliteten.

Rent musikalsk har de elektroniske virkemidler fået en større rolle, og det kommer til udtryk på en facon, der giver store dele af pladen en smådyster og meget stemningsfuld karakter, som eksempelvis afspejles på dirrende kompositioner som 'French Exit' og den gribende intense 'No Widows'. I 'Every Night My Teeth Are Falling Out' finder man derimod nummeret, der burde have erstattet 'Parantheses' som albumforløber, for med højere tempo, banjoklingren og en formidabel hookline (sangens titel) er det en svært velfungerende ørehænger.

Imponerende momenter er der derfor ikke mangel på. Og når det åndeløse smukke trekløver – 'Hounds', i særdeleshed 'Corsicana' samt 'Putting The Dog To Sleep' – slutteligt lægger låg på pladen, er det svært ikke at føle saligheden. Det beviser, at selvom 'Burst Apart' måske ikke er så helstøbt et værk som ’Hospice’, så har The Antlers alligevel formået at skabe en hypnotiserende og nervemættet fjerde plade, der bestemt lever op til forventningerne.