Wild Beats – dansen om den varme art-grød

En iørefaldende melodi er alfa omega i al god popmusik. Uden en eller anden kæk, sød, finurlig eller overraskende melodistump at nynne med på holder det bare ikke. Så er det i hvert fald ikke pop længere. Men noget andet, som også kan være godt, men er man et popband, bør fokus helt naturligt være på melodien og kunsten at få en række ofte traditionelle akkorder til at leve og spille sammen på nye måder.

Den engelske kvartet Wild Beasts har på sine to forrige udgivelser 'Limbo, Panto' og 'Two Dancers' udfordret den traditionelle popskabelon, og rent musikhistorisk ligget i naturlig forlængelse af flamboyante og genrekrumspringende popikoner som Kate Bush, Queen og Sparks.

På 'Smother' dyrker Wild Beasts stadig en excentrisk og eksperimenterende art-pop, hvis stærkeste kort endnu engang er en pulserende rytmesektion, der går i spænd med små spøjse og forholdsvis funky guitar-riff. Forsanger Hayden Thorpes opera-agtige falset er, alt afhængig af øret der lytter, både imponerende og på grænsen til det irriterende.

Men tilbage til melodierne. For 'Smother' er ikke at album, der råber højt. Numrene får tid og plads til at udvikle sig, og det samme gør melodierne. Eller det er den pæne måde at sige det på. Den hårdere måde er, at Wild Beasts ikke formår at skrive melodier, som for alvor gør væsen af sig. I stedet bliver albummet til en slags dansen om den varme art-grød. Man savner simpelthen at blive revet med. Som popband fejler Wild Beasts, og som art-band er de ikke interessante nok.