Stricken City – blød støj

Med en annonceret afsked allerede før dette andet og sidste album sætter London-kvartetten punktum for en kort karriere. Deres let støjende, øregangsmasserende indiepop vinker sporadisk til new wave, og med sangerinde Rebekkah Rah som energisk indpisker banker Stricken City afsted som en væddeløbshest med skyklapper, også ud i områder hvor de ikke kan bunde.

Opskriften med funky basgange, let distant synthstøj, pletvis rumklang, vokaleffekter og diskante guitarriff er afprøvet før, og den berømte dybe tallerken bliver heller ikke opfundet i dette forsøg. På den festlige 'Animal Festival' charmerer Rebekkah Rah ørevarmerne af selv de mest dybfrosne vintersure ører, desværre kæmper hun en brav kamp imod et virvar af ideer og melodier, der forvirrer mere, end de gavner. Det malplacerede instrumentalnummer 'Office' lyder ganske sjovt at lave men tjener intet større formål.

Til gengæld rammer den hypnotiserende 'Corridors' fuldstændig plet og viser, at Stricken City har formatet til at skære nogle fantastiske støjperler. Desværre falder de fleste numre igennem og bliver efterladt i monotoni og forglemmelse, hvilket desværre også efterlader 'Losing Colours' som en lidt flad afsked med de ellers charmerende briter.