Toro Y Moi – charmerende popfunk

Chaz Bundick er rykket et skridt videre. Ikke nødvendigvis med nogen speciel endestation i tanke, men det lader til, at den sky amerikaner ingen intentioner har om at træde musikalsk vande lige foreløbig. På 'Underneath the Pine' rider Toro Y Moi derfor ikke længere på sin egen beat-fikserede version af chill-bølgen men har i stedet omfavnet en mere uskyldig, men ikke mindre indtagende, analog poplyd.

De Dilla-agtige produktioner er væk til fordel for mere normale sangstrukturer, men debutens boblende funk er bestemt til stede som på den bas-drevne 'Still Sound' og den ultra-groovy 'New Beat', der med håndklap og freestyle-agtige keyboardfigurer forekommer lige dele tight og laidback.

En ting der går igen i Toro Y Mois univers, er den gennemstrømmende musikalske varme. Bundicks længselsfyldte vokal føles hele vejen igennem ægte, de let slørede produktioner har et passende stænk af lo-fi-charme, og albummet er ganske enkelt et gennembehageligt lyt fra ende til anden.

'Before I'm Gone's akustiske guitarpop sidder lige i skabet, der er skøn og melankolsk slow-funk på 'Divina', og slagkombinationen 'Got Blinded' og 'How I Know' viser begge Bundicks evne til at skrive enkle, gennemtrængende og helt igennem skønne popsange.
Sangene er mere simple og dermed også et mindre udfordrende lyt end Bundicks debut, men så længe der er charme og gode sange i overflod, er det sådan set ligegyldigt, hvilken slags musik manden laver.