Alcoholic Faith Mission
Så vågner vi op, lille land! Danmarks pt. mest arbejdsomme indie-orkester er også et af de mest skammeligt oversete herhjemme. Med efterårets planlagte kommende album når Alcoholic Faith Mission omkring tre af slagsen på under lige så mange år, så det bør imponere, at de alt imens har kunnet turnere ekstensivt og endda nu ryster denne lille ep-forret af sig.
Fra undfangelsen i 2006 og til nu er AFM vokset eksponentielt fra en dogmatisk duo til et spraglet seksmands-kollektiv. Et spirende rød/hvidt svar på Broken Social Scene, om man vil. Ep’en lægger sig i direkte forlængelse af sidste forårs glimrende album, hvor det legesyge, intime og frygtløst håbefulde boltrede sig lystigt med hinanden.
Rytmebunden består fortsat af raslende trommemaskinespor, mens de enkle, ligefremme og bittersøde skrammelpopmelodier – klimpret på synths og akustiske guitarer, truttet i blæsere samt indsunget i konstante dreng/pige-duetterende piruetter – er glasuren, der får linjer som eksempelvis ‘When They Bleed’s kønspolitiske og catchy coda »It’s for your own good / We don’t need no bitches in this place!« til at glide ned med lethed.
Med kværulanthatten på kunne man indvende, at disse fem skæringer ikke udvikler bandets lyd synderligt. ‘Drowning (Myself)’ er som lavpunktet tilmed en underligt usammenhængende tingest, der kunne lyde som to umage og ukurante sanglunser, hastigt smidt sammen i håb om en hæderlig filler.
En halv omgang mere i samme missionærstilling med andre ord, men når AFM rammer næsten alle a-b-c-d-e-f-g-punkter, er de uimodståelige.