Nicolas Jaar – ro og stemning

Nicolas Jaars nye plade handler om sammensmeltninger. Ikke sammenføringer af komplicerede maskiner, men diskrete møder mellem kroppe, sindsstemninger, stemmer, spinkelt tænkte beats og Satie-inspireret klaverspil. Man ved sjældent præcist hvad , der er i centrum.

Det er nærmere som om, forskellige spor i passager viser sig at udgøre en sang, som, efter den har meddelt sin stemning, bakker ud igen og lader en lignende, men lidt anderledes sang komme til. Sangene er som regel meget korte, men de ligger i en tydelig forlængelse af hinanden og giver dermed indtryk af én lang eftermiddag. Måske en slags 'L'après-midi d'un faune'.

Albummet har mange reallyde. Lyden af en strand eller fjern børneleg. Men især mennesker der indforstået gør en betragtning, beretter om en observation eller samtaler venskabeligt. Vi kender ikke disse menneskers præcise relationer, men de optræder i samme rum og meddeler rummet noget, som går videre til næste samtale på en uklar, men følelsesmæssig konsistent facon.

Fra tid til anden er det som om, at numrene synker lidt for meget ind i denne lidt søvnige stemningssøgen. Spillet med hvornår en sang går i stå er i sig selv ret interessant. Men det kræver klare brud, så stemningen ikke bliver alt for konsistent. Sådanne brud kan sagtens høres, men de kunne godt have været mere udfordrende og overraskende.