Drive-By Truckers

Drive-By Truckers indfriede ikke helt ambitionerne om at udklække hele to album i 2010. ‘Go-Go Boots’ blev udskudt til i år og består desværre heller ikke fuldt ud af r’n’b-numre om mord, død og ødelæggelse, som prospektet ellers højhelligt annoncerede. Men sjælfuld alt. country er der masser af alligevel.

Det nye album trækker, trods at det faktisk er indspillet sideløbende med sin rockende forløber, på den nord-Alabama-soullyd, som frontmand Patterson Hoods far var med til at popularisere i The Muscle Shoals Rhythm Section, backinggruppen for blandt andre soullegenden Aretha Franklin. I praksis nærmest samme stiløvelse som The Black Keys afprøvede sidste år med ‘Brothers’, men DBT slipper langt bedre fra det, i al fald i undertegnedes ører.

‘I Do Believe’ er sikkert den smukkeste rocksang om en bedstemor, der nogensinde er indspillet, mens Mike Cooley sædvanen tro tropper op med albummets højdepunkt, den banjodrevne fodstamper ‘Cartoon Gold’ der på tre minutter lyrisk rejser fra enarmede tyveknægte til hundelort. De lovede mordballader, titelnummeret og ‘The Fireplace Poker’, er to takes på samme sande historie om en vækkelsesprædikant fra bandets nabolag, som tampede konen ihjel med en ilddrager. Sjældent har kranke skæbner lydt så godt.

DBT besidder hele tre sangskriver-esser: Hood, Cooley og bassisten Shonna Tucker. Inklusionen af covernumre kan derfor synes mærkværdig, men de to Eddie Hinton-skæringer, ‘Everybody Needs Love’ og ‘Where’s Eddie?’ fungerer fremragende. Og Cooleys enlige svipser, den nærmest dansktop-banale ‘The Weakest Man’, forhindrer ikke helheden allerede i at kandidere til titlen som årets bedste americana-album.

Drive-By Truckers. 'Go-Go Boots'. Album. ATO/PIAS/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af