The Joy Formidable

Primal, episk grunge rock à la The Breeders, Arcade Fire og Yeah Yeah Yeahs er walisiske The Joy Formidables musik blevet kaldt. Men egentlig er der ikke noget videre primalt eller episk over deres debutalbum. Langt fra faktisk. For når først musikken spiller, er adjektiver som ‘hjernedødt’ og ‘masseforførisk’ mere passende at hæfte på deres hysteriske higen efter masseappel og stadionnarkose.

I den forbindelse gås der stærkt patosladet til værks. Bedst eksemplificeret i forsanger Ritzy Brians storladne, men evigt forcerede vokal, der konstant afsynger fortærskede omkvæd med bebudelser om en fællesskabets opium. Men også i hendes effektjagende og oppustede guitarspil der i tæt samklang med hendes to bandkammeraters tomme, tungmetalliske rytmetricks bringer os et skridt nærmere massepsykosen.

Ja, man fornemmer sågar, hvordan siderne i de musikhistoriske annaler langsomt begynder at falme under påvirkning af disse walisiske stadionudkrængninger. Ikke mindst fordi The Joy Formidable med sin musik graver kilometerdybe, rockarkæologiske huller, hvor højtravende gestik og storhedsgejl følelsesmanipulation er synonym med kunstnerisk udfoldelse og musikalsk egenart.

Derfor er og bliver albummet et fortidslevn af værste skuffe og et forfejlet forsøg på at puste nyt liv i en uddød rockdinosaur. Vi loves udfrielse fra middelmådigheden men må se os selv gå kollektivt til grunde i rockmytologiske slagsange, der dyrker den lavest mulige fællesnævner.