Mr. Oizo & Gaspard Augé – fra dansegulvet til lærredet

Et bildæk får psykisk bevidsthed og begynder med rabiat blodtørst at dræbe. Så kort kan den absurde og surreelle handling koges ind i Quentin Dupieux', bedre kendt som Mr. Oizo, anden film 'Rubber'. Sammen med Gaspard Augé fra Justice har han lavet et soundtrack, der er bombastisk, kitschet og stemningsfyldt, men på trods af en cool fransk charme hiver albummet sig ikke ud af filmens kontekst og formår at stå på egne ben.

Det 30 minutter lange album er et musikalsk kludetæppe, der med fundament i fransk electro og tilbagelænet synth- og klaverpop folder sig ud i stemningsopbyggende numre. Det serveres med Mr. Oizos absurde og humoristiske stil, der som vanligt balancerer på den knivskarpe kant mellem genialt og regulært irriterende. Gaspard Augé får smidt sit markante fingeraftryk ind i lydbilledet, men farten og inertien i hvert nummer når kun i 'Tricycle Express' den potente vildskab, som man kender fra Justice. Det er alt for tydeligt, at der ikke spilles til gulvet og festen, men lærredet og følelser. 

'Sheila', Serge Gainsbourg-hyldesten 'Racket', det grædende klaver på 'No Reason' og 'Room 16', som har samme lækre, drømmende døsighed som keyboardfladerne i 'Twin Peaks', beviser, at der fra makkerskabet Augé og Mr. Oizo kan opstå momenter af musikalsk og filmisk højtidelighed. Men som selvstændigt værk når 'Rubber Soundtrack' hverken landsmændene Daft Punks 'Tron: Legacy' eller SebastiAns glimrende soundtrack til 'Notre Jour Viendra'.