Hercules and Love Affair – meget mere end bare disco

Discokuglen glimter stadig i 2011! Måske ikke så kraftigt som for et par år siden, men dermed dejligt, at Hercules and Love Affair-mastermind Andrew Butler har haft god tid siden debuten til at prøve sig selv af. 'Blue Songs' er nemlig alt andet end et rendyrket discoalbum, og den rødhårede superproducer viser her, at han mestrer både afdæmpet pop, den hårdtpumpende house og mere minimale kompositioner.

Antony Hegartys enestående vokal er savnet, men Butlers nye harem af sangere klarer det bestemt (næsten) ligeså godt. Tjek bare det ultra-lækre slow-disco på åbneren 'Painted Eyes', der med funky baslinjer og kække strygere bliver peppet op af Aerea Negrots oldschool soulvokal. Det rykker! Fanboy turned samarbejdspartner Shaun Wright’s retro-klingende stemme passer perfekt til 'My House's labre 90’er-piano, og selvom det i starten er mærkeligt at høre Bloc Partys Kele Okereke synge »Baby« et utal af gange over et svingende housebeat på 'Step Up', fungerer det rent faktisk.

Butler cementerer det meste af 'Blue Songs' igennem sin status som gudsbenådet sangskriver, og skinner for alvor igennem, når han selv lægger stemme til titelnummerets afart af minimal techno, der med en ekstremt stemningsfuld, atmosfærisk produktion og sørgmodig klarinet forekommer totalt unikt.

'Leonora's poppede simplicitet og den akustiske sjæler 'Boy Blue' viser flere sider af Butlers talent, og selvom ’Blue Songs’ ikke har nogen ’Blind’, fremkommer albummet trods mindre gennemslagskraft mere langtidsholdbart end debuten. Andrew Butler er kommet for at blive. Med eller uden disco.