Greg MacPherson

Denne 37-årige sangskriver fra Canada er nok et ukendt navn for de fleste, men faktisk har han indspillet seks album siden 1999. Af og til i selskab med et band, men oftest med Greg MacPherson alene ved roret. Opskriften er sparsommelig rock med elektrisk guitar og MacPhersons hæse, let dirrende stemme, der har ført til, at han er blevet udråbt til den canadiske Bruce Springsteen. Det er jo helt hen i vejret men siger noget om, at canadieren har endog meget entusiastiske tilhængere.

MacPherson er snarere en efternøler til en type sangskrivere, som fyldte godt for ti år siden, men som har været lettere usynlige i de senere år. Dem der lytter til navne som Damien Jurado, Varnaline og Songs: Ohia vil føle sig hjemme på ‘Disintegration Blues’.

På trods af titlen så starter albummet lystigt ud med de to uptempo-sange ‘Party at Greg’s’ og ‘Ukranians’, hvoraf sidstnævnte er en ordrig fortælling om immigration og identitet, der peger på, at MacPhersons tekster er bedst, når de leveres i tredjeperson. De langsomme sange lyder mere ensomme, mere bluesede om man vil. Disse tynger især ned på den afsluttende halvdel, som er med til at gøre ‘Disintegration Blues’ til en træg lytteoplevelse at komme igennem.

Faktisk tager jeg mig selv i, at ville synes bedre om musikken, end jeg egentlig gør, fordi det lyder så behageligt og til tider gribende. Måske også fordi det er så modigt af det københavnske indieladeselskab Play/Rec at distribuere en så ukunstlet og smal musiker i Europa. Men så indfinder følelsen af montoni, ujævne tekster og flad almindelighed sig, hvilket gør, at jeg aldrig for alvor bliver rigtig engageret.