Iron & Wine – mellem eksperiment og skønhed

Måske er han bare blevet træt af det klimprende fingerspil på den akustiske guitar? I hvert fald har den skæggede folkrocker med den blide stemme, Sam Beam, på sit fjerde regulære studiealbum som Iron & Wine valgt at give den traditionelle folkrock fra sine tidligere udgivelser det røde kort.

Her bliver der nemlig malet med en bredere musikalsk pensel end tidligere, hvilket Beam heldigvis også lykkes glimrende med et godt stykke hen ad vejen. Som på den smukke åbner 'Walking Far From Home' hvor kapelmesteren for første gang i karrieren inviterer lidt elektronisk knitren inden for i lydbilledet til at ledsage sin spinkle røst, der sjældent har lydt mere indfølt og inciterende end her.

På 'Me and Lazarus' og 'Big Burned Hand' flirter Beam med et småjazzet udtryk, hvor der sågar bliver plads til en funky basgang hist og her, hvilket slet ikke lyder så slemt, som man kunne frygte. Bedst er dog det sfæriske popnummer 'Tree by the River' og den let psykedeliske hymne 'Rabbit Will Run', hvor balancegangen mellem eksperiment og skønhed for alvor bliver fundet.

Det er herligt, at Beam ønsker at udforske nye soniske landskaber, men desværre sker det denne gang lidt på bekostning af den intimitet, der tidligere har gjort Iron & Wine til et uimodståeligt bekendtskab.