Joan As Police Woman – soul i læderbukser

»Oh, my lover, won't you tell me now / All the things that you fear (...) I am ready to hear«, synger Joan Wasser passende, for hvor hun tidligere sang mod sit eget mørke, synger hun nu til os fra et lysere sted. Hør blot hendes staccatosang i 'The Magic', der pakket ind i bløde Rhodes-keys går lige i maveskindet.

På albummets første del rammer hun plet i trekanten mellem sort soul, Feist og Lou Reed. 'Run For Love' slæber sig sjælfuldt af sted med en intensitet, der hele tiden stiger og falder. Den otte minutter lange 'Flash' er rygende sensuel med sit bagtæppe af atmosfæriske lydflader, metallisk klagende bækkener og universer, der åbner sig. Og 'Chemmie' er med karikeret tykt orgel og overdrevet hviskende kor så grim, at man kun kan holde af den. Hvis Nina Simone havde gået i læderbukser, ville hun have lydt sådan her.

Men Joan Wasser forfalder stadig ind imellem til søvndyssende pop. Albummet slutter fadt, og 'Human Condition' med dybt brummekor og en mærkværdigt banal tekst leder tankerne mod vores egen Alberte Winding. Det er lige til en Afrika-indsamling. Og med al respekt for både Alberte og Afrika så er det nok ikke intenderet. Heldigvis er der ganske få af den slags forbiere på et album, der i det store hele er meget selvsikkert udført.