Tapes 'n Tapes – oprigtighedens svøbe

På deres tredje album har Tapes 'n Tapes søgt tilbage til rødderne. I musikalsk forstand altså. De bombastiske studietekniske armbevægelser, der karakteriserede gruppens foregående udspil 'Walk It Off', er denne gang blevet forkastet. Og i stedet søger gruppen tilbage til deres musikalske urtilstand. Det vil sige det skæggede og skovmandsternede, det akustiske og puritanske. Ja, kort sagt den formel der gav dem blogosfærens hæder og Pitchforks vitale, rosende ord tilbage i 2005, da debutalbummet 'The Loon' udkom.  

Det kaster undertiden lifligt lysende og stærkt renskurede, melodiske øjeblikke af sig, hvor sangskrivningen får lov at hvile i sig selv, og hvor fornemmelsen af et band løsrevet fra studiets konstruerede lydverden klart skinner igennem. Men det kaster også lige så mange musikalsk frustrerende øjeblikke af sig. For Tapes 'n Tapes færdes ikke ubetinget hjemmevant i disse omgivelser.

Deres anstrengelser føles ofte forcerede og frelste i deres stræben efter et rent og uforfalsket udtryk. Som en prædiken nærmest. Og det skyldes grundlæggende, at bandet ikke investerer nok af sig selv i deres musik.

'Outside' er og bliver et blandet bekendtskab. Musikken har på den ene side karakter af at dyrke det ægte, men på den anden side virker det upersonligt og konstrueret. Og heri ligger ironien. For Tapes 'n Tapes vil så gerne oprigtigheden. Men i stedet tabes den, og gruppen fanges et sted midtvejs mellem deres kunstneriske bestræbelser.